Mode i de søde kagedrømme
Der er gået mode i de søde kager og i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, har kendte designere som Rikke Mai og Mads Nørgaard designet kager til det 140 år gamle konditori La Glace.
I USA har cupcakes været mode lige siden Carrie Bradshaw fra ”Sex and The City” satte tænderne i en cupcake toppet med lyserød icing, købt hos Magnolia Bakery i New York og siden har køen foran det lille bageri i Bleecker Street været alenlang og ventetiden på halve og hele timer.
I London har skodesigneren Patrick Cox åbnet en butik med cupcakes, og senest er der åbnet et lille bageri i København med cupcakes.
Som Patrick Cox udtaler: ”Folk elsker mode, med det er ikke alle der har råd til dyre designersko. En cupcakes koster 25 kr. Den er skøn og alle har råd til den”.
Men en afløser for cupcaken er så småt på vej, eller måske er der to, nemlig den franske makron, macaron og de amerikanske whoopies, som er en slags kage-sandwich, der består af to kager lagt sammen om en tyk kagecreme.
Den franske macaron er egentlig ikke nogen ny opfindelse, men har eksisteret i Paris siden 1930´erne, hvor konditoriet Ladurée på rue Royale introducerede denne lille sandwichformede kage, som hurtigt blev en delikatesse blandt Paris´ bedre borgerskab.
Den franske macaron fik sit spæde internationale gennembrud, da Sofia Coppolas film ”Marie Antoinette” i 2006 blev vist. I filmen sås at Marie Antoinette havde en svaghed for de sammenlagte makroner, som optrådte i flere scener.
I al sin enkelhed består franske makroner af to skaller af en sammenpisket æggehvide, malede mandler og sukker, der er lagt sammen om et lag ganache, smørcreme eller marmelade. Skallerne har en marengsagtig sprødhed, der brister ved den første bid, og det cremede fyld bidrager til en blød konsistensoplevelse.
Ud over den franske macarons, så er Frankrig et sandt slaraffenland for søde tænder, og i vinduerne i de franske patisserier ligger fine éclairs, fint dekorerede frugttærter og smukke konditorkager side om side. De franske konditorier har et stort sortiment af tærter, som Tarte au citron meringur, der er en
tærte med citron og marengs, chokoladetærter, frugttærter og ikke mindst Tarte Tatin, som er en omvendt æblekage, der efter sigende er opfundet ved at uheld af søstrene Tatin.
Kager af vandbakkelsesdej er der også et stort udvalg af, fx bliver dejen brugt til éclairs, fyldt med creme og eller flødeskum og pensles med chokolade. Éclairs betyder ”lyn” og teorien går på, at kagen kan spises i to mundfulde og dermed med lynets hast.
I Paris er der tradition for at nyde små kager til hverdag, mens de overdådigt pyntede kageanretninger er til særligt festlige lejligheder. I det indre af Paris ligger nogle af byens fineste konditorier, og mellem dem er der oprettet en speciel ”Paris Chokolate and Pastry Food Walks”, hvor man kan beundre de smukke kager, og alle steder er der indlagt smagsprøver.
Prøv selv at bage nogle af de skønne "modekager":
| Valnødde cupcakes | Macarones | Whoopies m/hindbærcreme | Tarte Tatin |
| < Forrige | Næste > |
|---|