UNDGÅ VINTERENS SNUE OG INFLUENZA!
Et stærkt immunforsvar er det bedste våben mod influenza og forkølelse. Når du bliver syg, er det ofte fordi dit immunforsvar der er svækket, men heldigvis har immunforsvaret en hel ”hær” af små soldater, der står klar til at forsvare din krop. Immunsystemet er et netværk af celler og organer, der arbejder sammen for at forsvare dig mod virus og bakterier, som kan give infektioner, forkølelse etc. Der er rigtigt mange årsager til at immunforsvaret kan blive svækket fx: mangel på vitaminer, mineraler eller de gode fedtstoffer. Det kan også være for meget stress, for lidt søvn eller ophobning af affaldsstoffer.
Foruden din mad, så er din fordøjelse også meget vigtig. 60-80 % af immunforsvaret sidder nemlig omkring tarmsystemet, så det gælder om at holde fordøjelsen i en sund balance. Heldigvis kan du selv gøre noget for at styrke både slimhinder og immunforsvar, der begge skal forsvare din krop mod udefra kommende uønskede ”angribere”.
Selv om det er sagt så ofte før, så er grønsagerne utroligt vigtige. De indeholder vitaminer og mineraler, men også mikroskopiske stoffer, der giver duft, smag og farve, men som også styrker og beskytter. Stofferne optages fra tarmen til blodet, hvorfra de spreder sig til kroppen og virker bl.a. som antioxidanter. Disse beskytter dig, og er særligt relevante her i den mørke, kolde tid, hvor vi opholder os mere indenfor og derfor er mere udsat for smitte fra vores medmennesker. Vælg flotte, farvede grønsager fx kål og rodfrugter. Brug dem fx i sammenkogte retter, som fyld i pitabrød eller i grove salater. De kan også bruges i smoothies eller blendes til supper.
Mad, der specielt styrker immunforsvaret - og mad som kan lindre en forkølelse
• Hvidløg styrker immunforsvaret. Hvidløg virker også slimløsende og desinficerende
• Citrusfrugter indeholder masser af C-vitamin, som støtter immunforsvaret. Citronskal indeholder desuden stoffet limonen, der er bakteriehæmmende
• Røde, orange og grønne grønsager indeholder A-vitamin, som styrker dine slimhinder
• Fede fisk indeholder D-vitamin og selen, der begge styrker immunforsvaret
• Ingefær i mad eller som te modvirker betændelse. Kan også lindre i starten af en forkølelse og ved slim i luftvejene
• Timian indeholder stoffet thymol, der virker desinficerende. Timian-te er rigtig god ved ondt i halsen.
• Chili indeholder stoffet capsaicin, der virker slimløsende
• Mynte indeholder mentol, som virker slimløsende ved forkølelse og hoste. Mynte virker desuden beroligende og betændelseshæmmende
• Hyldebær indeholder C-vitaminer, flavonoider og andre antioxidanter, der bidrager til at beskytte dine celler og styrke immunforsvaret. Bærrene egner sig både til te, saft, suppe og smoothies. Hyldebærsaft kan købes på flaske
Og lidt, du ikke kan spise dig til
• Undgå stress. Stressede mennesker har større chance for at blive forkølede eller ramt af influenza
• Motion styrker dit immunsystem
• Vask hænder! Forkølelse smitter især, når virus på fingrene føres op i næsen eller øjnene
• Få en god nattesøvn
| < Forrige | Næste > |
|---|