Marts


CITRON
I Februar nævnte jeg nogle frugter fra citrusfamilien, men den nok allermest kendte og benyttede kommer her – citronen. Et mundheld siger ”et hjem uden citroner, er som et hjem uden køkken”, og der er noget om snakken, for dels kan citronen løfte langt de fleste retter, dels er citronens anvendelsesmuligheder nær det uendelige. Desuden er den vældig sund.
Citronens friskhed og syrlighed gør den anvendelig både i det salte og det søde køkken, fx til gryderetter, fisk, helstegt kylling, dressinger, is, fromage, kager og glasur. Citronsaft dryppes også på avocado og æbler, så de ikke får brun overflade.
Citroner er fyldt med C-vitaminer, som stort set alle ved, er gavnligt for immunforsvaret. Men C-vitamin kan meget mere, det er vigtigt for kroppens bindevæv, til leverens funktion og for normal udvikling af hjernen. Modsat visse andre vitaminer, så kan vi ikke selv danne C-vitamin, derfor er vi nødt til at få det gennem kosten.
Køb allerhelst usprøjtede citroner, så kan du få glæde af skallens smags- og næringsstoffer.
Hos Dalgaard finder du mange produkter, hvor citron giver ekstra smag:

  • Sardin med citron – Capitaine Cook har lækre og meget velsmagende sardiner på dåse. Der er citron i dåsen, og sardinerne er konserveret med citron, hvilket giver en delikat, dyb smag af citrus – og man kan altid dryppe sardinerne med frisk citron
  • Olivenolie med citron – bør ikke bruges til at stege i, men den egner sig fint til at dryppe over stegte, bagte og rå grønsager som courgette, aubergine og peberfrugter
  • Citrone Confite, som er syltede citroner på glas
  • Citronmarmelade – smager skønt på ristet brød og som tilbehør til oste
  • Citronsorbet fra Grom, en italiensk is der består af 28% citron og kildevand fra en kilde tæt ved de italienske alper. Desuden finder du citronsorbet fra Gio
  • ”Lemon Melt” fra Island Bakery – citron-cookies der er dyppet i hvid chokolade
  • Den klassiske citronmåne og Lemon fudge kage
  • Pukka te enten med citron, ingefær og manuka honning eller Matcha te med lemon. Clipper og Fredsted har henholdsvis grøn te med citron og grøn te med citron og ingefær
  • Citronpeber, der giver frisk smag til fisk, kylling og grønsager
  • Limoncello, som er en italiensk citronlikør

NYT FRA GRØNTAFDELINGEN

Rabarber:
allerede nu er de første spæde rabarber at finde i grøntafdelingen.
Rabarber kan bruges både i det salte og søde køkken. Rabarber tilfører en flot farve og en skøn syrlighed. De kan bruges til rabarberkompot, i koldskål, til suppe, desserter, tærter, kager eller til trifli. Til marmelade, saft eller rabarbersuppe serveret med en kugle vaniljeis.
Rabarber kan tilberedes ganske enkelt ved at stænglen skæres i små stykker, kommes i en gryde og drysses med sukker og usprøjtet reven citronskal. Simre ca. 5 minutter og spises med græsk yoghurt eller fløde.
Rabarberne skal være friske, når de skal anvendes. Det ses nemt – bladene skal være spændstige, og de små vinger, der sidder forneden på stænglen, skal være hvide, ikke brune. Selve stilken skal være stiv og må ikke kunne bøjes.

Lakridsrod:
er man gammel nok, så husker man at, i ens barndom var lakridsrod datidens slik. Man gumlede ganske enkelt på disse tørre lakridsrodsstænger. Og faktisk er den super sund – roden er blodsukkerstabiliserende, dæmper sukkertrang og virker antiinflammatorisk.
Lakridsrod vokser vildt i Middelhavsområdet og i Kina. Og især kineserne har tradition for at bruge lakrids til behandling af alt, lige fra fordøjelsesproblemer, hoste over eksem til åndedrætsbesvær. Ikke alle bør tygge på denne tørre rod. Har du forhøjet blodtryk er det en yderst dårlig idé, da lakridsrod kan give hjertebanken og blodtryksstigning. Roden kan anvendes til kryddersnaps og te. Til te snittes roden fint og overhældes med kogende vand.

Skåren, frisk frugt:
du finder et udvalg af frisk skåret frugt i afdelingen. Det være sig forskellige former for meloner, eller små bøtter med blandet frisk frugt skåret i mundrette bidder. Det hele står på køl og er lige klar til at blive spist.

Pak choi:
er en lille fast asiatisk bladgrønsag, som minder lidt om bladbede. Bladene smager lidt af mild frisk spinat. Du kan ganske enkelt halvere pak choi og stege den i smør på begge sider. Pak choi er ikke kun beregnet som asiatisk tilbehør, men kan anvendes som mildt tilbehør til både fisk og kød.
Næringsmæssigt topper den, lige som de øvrige i dens familie, Korsblomstfamilen, en af de mest nærende grønsagsfamilier, der strutter af både vitaminer, mineraler, fibre og plantestoffer til glæde for hele kroppen og ikke mindst din lever, der netop nu her i foråret arbejder på højtryk med rengøring af hele kroppen.

Prøv denne wokopskrift: Lynstegt mørbrad m/pak choi

FISKEAFDELINGEN NETOP NU

Blåmuslingen:
er smuk med den karakteristiske sort-blå-violette, glatte ovale skal med perlemorsglinsende inderside. Blåmuslingen anvendes især til muslingesuppe eller til Moules Mariniére, Moules Frites med aioli, som fyld i bouillabaisse eller muslingerne kan gratineres.
Uanset hvordan muslingerne skal tilberedes, starter man med at gøre dem grundigt rene under rindende vand. Hver musling gås efter med en lille kniv og det skæg, der eventuelt sidder og stikker ud af skallen som en lille tot, fjernes.
Er der åbne muslinger blandt dem, så giv dem et bank mod køkkenbordet. Lukker de sig ikke, er de døde og skal kasseres.
Hvis der er muslinger, som efter dampning ikke har åbnet sig, skal de kasseres. Derfor skal man regne med et vist svind ved denne sortering.

Prøv denne opskrift: Moules Mariniére m/fennikel & chili

Skærising:
holder til på dybt vand, er ikke så kendt, men en utrolig velsmagende fisk.
Den er en langstrakt, slank fladfisk med en ensfarvet, rød-brunlig krop, lille hoved og mund, og overfladen er ru ligesom skrubbens.
Kødet er meget fast med en fin hvid farve og kan derfor sagtens bruges på samme måde som rødspætten. Den kan steges, grilles eller ovnsteges. Den kan serveres som fyld i en ærtesuppe eller rullet om gulerod og porre og dampet - eller stegt og serveret med asparges og tatarsauce eller sauce beurre blanc.

Prøv denne opskrift: Stegt skærising m/kapers & citron

Helleflynder:
er den største fladfisk og kan blive over 2 m lang og veje op til 300 kg. Kødet er hvidt og fast og smager fantastisk, og som spisefisk er den en af de bedste.
Helleflynderen er ikke så god til de hårde tilberedningsmetoder som stegning og kogning, men er yderst velegnet til de blidere former såsom dampning, pochering, ovnbagning og rygning.

Prøv denne opskrift: Helleflynder m/persille & citron


FORÅR I BLOMSTERAFDELINGEN

I Blomsterafdelingen er det blevet forår. Uden for Dalgaard finder du Stedmoderblomsteri flere forskellige farver både med små og større hoveder. Stedmoderblomster kan plantes enten i bedet eller i potter, hvor deres små farvestrålende hoveder kan nydes i mange måneder.
Der står også hængepili flere størrelser. Hængepilen er smuk med sine hængende grene og hvide gæslingeblomster.
Selv om påsken først falder i april, så er der allerede nu påskeliljeri små eller større potter. Både den mindre dværgudgave og den storblomstrede type. Især miniudgaven er velegnet til potter og krukker. Med sin smukke, klare gule farve er påskeliljen er ren forårsbebuder.

FASTELAVN

I år falder fastelavn i marts måned og gader, skoler og institutioner fyldes med prinsesser, prinser og superhelte. Traditionen tro kommer de forbi hver en dør og truer med ballade, hvis de ingen boller får.
Oprindeligt var fastelavn indgangen til fastetiden. I dagene op til fasten, måtte man spise godt, så man rustede sig til den 40 dage lange faste, som kun bød på fisk og brød.
Fastelavnsbollerne stammer formentligt fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem for Heiss-wecken eller Heetwege. I Sønderjylland blev navnet Heetwege omdannet til Hedvig, der i århundreder har været områdets betegnelse for fastelavnsboller.
I dag ser vi mange former for fastelavnsboller. Der er boller fyldt med creme, flødeskum, flødecreme, mandel- eller nougatremonce og/eller marmelade. Dejen kan være enten en gærdej, surdej, wienerbrødsdej eller vandbakkelsesdej. Ofte pyntes bollerne med mørk chokoladeglaze, chokoladeganache, eller glasur – og toppes med hakkede nødder.

Netop nu 2019

  • 1

Meny v/ Købmand Dalgaard - Kongevejs-Centret 6 - 2970 Hørsholm - tlf: 45 86 01 22
mail - CVR: 52891728
Åbningstider: man - fredag 9.00 - 19.00 lørdag 9.00 - 17.00 Alle søndage 10.00 - 16.00